Gentofte Plejeboliger og Dagcentre

Vi er en del af en stor organisation med mange kompetencer og muligheder.

Hænder rækker ud.

Søndersøhave hører under kommunens område Gentofte Plejeboliger og Dagcentre under Pleje & Sundhed Drift, der blandt andet består af otte plejeboliger og to dagcentre. Tilsammen bor 540 borgere i kommunens plejeboliger, og der er 530 fuldtidsmedarbejdere i plejeboligerne.

Vi er altså en del af et større fællesskab med mange forskellige resurser og kompetencer. Vi kan planlægge uddannelse af vores personale i fællesskab, og vi hjælper hinanden både i det praktiske arbejde og med mere overordnede faglige spørgsmål og indsatser.

Faglige konsulenter er ansat på tværs i Pleje & Sundhed Drift. De arbejder eksempelvis med demens samt pleje og lindring i den sidste tid. Konsulenterne laver retningslinjer for hygiejne og medicinhåndtering og planlægger temadage og udviklingsprojekter lokalt og i fællesskab. En del af administrationen i Pleje & Sundhed deler alle, så vi bruger resurserne bedst muligt.

Aktiverende team

Vi deler også Aktiverende Team i plejehjemmene. Det er en lille gruppe fysio- og ergoterapeuter, som tager rundt på plejehjemmene og planlægger og udfører træning og aktiviteter med beboerne for at vedligeholde deres evner og give livskvalitet. De laver ikke klassisk holdtræning, i stedet indgår træningen i en masse aktiviteter.

Eksempelvis er det inspirerende at træne balancen ved at plukke anemoner om foråret. Eller at konkurrere om at få flest point ved at kaste bolde i store og små mål.

Og når teamet arrangerer dansedage, får beboerne rørt hele kroppen, de synger med og erindrer deres liv.